fredag den 9. december 2011

Det skal nogle gange gå stærkt!



Igår eftermiddag, kom en af byens unge teenage-piger pludselig stormende ind på værkstedets kontor. Hun halvt råbte, om jeg havde travlt. "Næ, ikke sådan", kom det fra mig. "MIN SØSTERS VAND ER GÅET!" råbte den forskrækkede teenager . Så jeg fik fat i bilnøglerne, min jakke og en bunke gamle håndklæder og løb ud til bilen. Kort efter var jeg på vej til Skejby Sygehus med en fremmed kvinde i bilen.

Vi ramte selvfølgelig myldretiden ind igennem Århus, men der var overskud undervejs til jokes og associationer til fødende kvinder med politieskorte i dårlige amerikanske film. Efter næsten 45 minutter nåede vi Skejby, hvor kvindens mand ventede, og jeg kørte hjem igen med sådan en lidt sjov fornemmelse i kroppen.

I formiddag kom kvindens mor - den nybagte bedstemor - ind på værkstedet med en meget smuk buket røde tulipaner og en lækker æske chokolade. Og selvom det var utroligt sødt af dem, at sende en hilsen med tak, var jeg næsten mere spændt på, om det var gået godt. Og jo - en lille dreng kom til verden sent torsdag aften, og de har det efter omstændighederne godt, selvom den lille purk valgte at komme til verden lidt for tidligt.

Egentlig skulle jeg have tilbragt eftermiddagen med at strikke endnu en "jylekyle" til aftenens arrangement, men sådan blev det altså ikke :-)

9 kommentarer:

Kirsten sagde ...

Hvor dejligt - jeg sidder her og får tårer i øjnene!
Det må da ha´ været lidt nervepirrende med den kørertur?
Godt det hele gik som det skulle og du kan vel nærmest kalde dig "fødselshjælper" Godt gået ;O)

Eva sagde ...

Det var da en skøn afbrydelse.
Og jylekyler kan du jo altid strikke:)

God aften.

Kirsten Amstrup sagde ...

Det var dog en dejlig historie. Nyd din chokolade.

Lis sagde ...

Det var en rigtig sød historie, der heldigvis endte godt.
Sødt af familien at sige tak for hjælpen på den måde.

Hvad er jylekyler ??

Kh. Lis

Fru Knudsen sagde ...

Sikke da en dejlig oplevelse her op til jul, det må da give lidt "kriller" i maven, at være så involveret som du blev!!!
Har du set den lille dreng, eller venter du til senere? For se ham skal du vel, sådan bare fordi du jo må føle, at har en lille-bitte andel i ham, i hvertfald i hans ankomst til verden. Mon han skal hedde Julius?

Strikkefuglen sagde ...

Det er da en fantastisk oplevelse :-) dejligt at det hele gik godt.
Nu kan du nyde blomsterne og chokoladen og mindes.
Majbritt

Strikkeheksen sagde ...

Det er da fedt at kunne få lejlighed til at hjælpe, godt at det gik godt :-)

Jylekylerne bliver jeg IKKE grebet af, men det lyder som om I havde en rigtig dejlig aften :-)

dqpage sagde ...

Hej Berit
sikken historie !
hold da op - den går nok ikke i glemmebogen lige med det samme .. og da et lidt anderledes alternativ til julekylen ;oD
Det må have været hektiske 45 min. på vej til Skejby!
Blomster og chocolade fuldt fortjent.
hilsen Mona

Dorthe sagde ...

Hvor var det godt du lige var der :-)